Debat på Folkemødet: ”Mærk Verdensmålene – fra tomme løfter til reel forandring”

Flere og flere virksomheder arbejder med verdensmålene og kommunikerer, at de understøtter målene. Men hvordan navigerer man som indkøber og forbruger i de mange budskaber? Hvad er din garanti for, at virksomheden reelt gør en forskel? Debatten sætter fokus på, hvordan mærker kan bruges som løftestang og dokumentation for, at virksomheder arbejder aktivt med FN’s verdensmål.

Folkemøde debat 745x300

Mange virksomheder har fokus på verdensmålene, og indkøbere og forbrugere eksponeres ofte for virksomheders egne budskaber om, at de understøtter målene. Det er godt – men hvordan navigerer man som indkøber i overfloden af budskaber fra virksomheder, der markedsfører sig på verdensmålene?  Og hvordan kan mærker hjælpe virksomheder med at kommunikere mere troværdigt og forbrugerne med at vælge varer fra virksomheder, der arbejder med verdensmål?

Debatten sætter fokus på, hvordan mærker kan bruges som løftestang og dokumentation for, at virksomheder arbejder aktivt med FN’s verdensmål. Kom og få forskellige perspektiver på, hvordan mærker kan være en garanti for virksomheder og organisationers indsats for at nå verdensmålene. 

Deltag i debatten om verdensmål og mærker og hør inspirerende oplæg. Efter arrangementet vil der være øl, vin og snacks.

Paneldeltagere:

  • Miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv, Jakob Zeuthen og forfatter til bogen ”mærk verdensmålene”
  • Direktør i Fairtrade Danmark, Camilla Erika Lerberg
  • Nordisk produktansvarlig i Miljømærkning Danmark, Heidi Bugge
  • Direktør for CSR i Coop, Signe D. Frese 
  • Grundlægger og CEO i Neutral®, Lars Bech
  • Borgmester i Gladsaxe Kommune, Trine Græse


    Tid og sted:

Fredag den 14. juni kl. 13.30-14.30. Det gule havnehus, Havnegade (G33) 

Oplægsholder med viden om miljømærker, verdensmål og cirkulær økonomi

Miljømærkning Danmark deltager igen i år i Folkemødet på Bornholm. Vi stiller med et kvalificeret hold, bestående af direktør og faglige eksperter. Så hvis du sidder og mangler en oplægsholder eller paneldeltager, der ved noget om - og har en holdning til - miljømærker, verdensmål, cirkulær økonomi, indkøb eller byggeri m.v. så tag fat i Enrico Kaarsberg på eka@ecolabel.dk eller 72414826.