Vigtigt miljømærke i hus hos Montana

Montana har siden det første miljøprojekt med Miljøstyrelsen i 1992 haft fokus på at styrke virksomhedens grønne arbejde, både når det gælder produktion og produktudvikling. Derfor er det også en vigtig milepæl i virksomheden, som nu er nået med den anerkendte certificering, EU-Blomsten, af kerneprodukterne Montana System og Montana System CO16, samt produktlinjen Montana Free.

Svanemærket reol i lyst træ

Montana er hermed blandt de allerførste danske møbelproducenter, som opnår EU-Blomsten, det officielle miljømærke i EU. Hele møblets livscyklus fra råvarer til produktion, brug, bortskaffelse og recirkulering er med i vurderingen, når EU-Blomstens krav til produkter bliver fastsat.

CEO hos Montana, Joakim Lassen, fortæller om certificeringen: 

“Det var været vigtigt for os at opnå denne certificering, og noget som vi har arbejdet hen imod længe. At vi opnår den som en af de første møbelproducenter i Danmark - og faktisk også i Europa, glæder mig meget, da jeg ser bæredygtighed som en vigtig del af vores ansvar som producent i Danmark.” Han fortsætter: 

“Virksomheder måles ikke længere alene på profit eller på at være de bedste i verden. De bliver derimod også målt på hvilke aftryk de efterlader, og derfor arbejder vi altid med høje kvalitetsstandarder for at sikre, at vores møbler vil overleve generationer og kan flyttes fra rum til rum, gradvist som hjemmets behov ændrer sig,” slutter Joakim Lassen.

Vejen hen mod certificeringen har betydet en grundig gennemgang af alle underleverandørers delkomponenter. Langt de fleste delkomponenter viste sig allerede at opfylde EU-Blomstens krav, mens et par stykker var i en udskiftningsproces. Kun en enkelt lakoverflade fra en underleverandør kunne ikke opfylde kravene, og den er nu skiftet ud. Certificeringen gælder i første omgang Montanas kerneprodukt Montana System, der både dækker privatmarkedet og kontraktmarkedet, samt linjen Montana Free, som står for knap 80 % af virksomhedens omsætning. 

Udover den seneste certificering med miljømærket EU-Blomsten, er Montana også certificeret med ISO 14001 (miljø) samt OHSAS 18001 (arbejdsmiljø/sikkerhed). Derudover er de indehaver af det danske indeklimamærke, og der anvendes udelukkende PEFC-certificeret træ i produktionen, som foregår i Danmark på Fyn, hvor Montanas hovedsæde har til huse. Montana har brugt vandbaserede lakfarver siden 2007, der hverken lugter eller indeholder opløsningsmidler.

Stadig flere virksomheder og privatpersoner er opmærksomme på, hvilke fodaftryk de efterlader på miljøet, når de indretter deres kontorer eller hjem. Med EU-Blomsten forstærkes bæredygtigheden i Montanas produkter og giver forbrugere og forhandlere en gennemskuelighed i produktet samt et nemt pejlemærke at gå efter.

Fakta om EU-Blomstens krav til møbler:

Målet med EU-Blomsten er at mindske den samlede miljøbelastning fra produktion og forbrug.
Derfor ser EU-Blomsten på hele produktets rejse og de miljøproblemer, der opstår undervejs – til gavn for mennesker, miljø og for jordens ressourcer. EU-Blomsten sikrer blandt andet:

  • en høj andel af træ fra certificeret skovbrug 
  • skrappe krav til miljøskadelige stoffer 
  • skrappe krav til sundhedsskadelige stoffer 
  • reduceret udledning af den allergifremkaldende stof formaldehyd fra træplader 
  • en produktgaranti på 5 år (Montana har dog valgt at bibeholde deres produktgaranti på 10 år)

Nyheden er udarbejdet af Montana