Nykredit – Årets grønne indkøber 2019

Nykredit er netop blevet kåret som ”Årets medlem” i Netværk for Miljømærket indkøb. Det vidner om, at koncernen ikke kun vægter bæredygtighed tungt i kerneforretningen, men også prioriterer den grønne dagsorden højt i eget hus.

Nykredit årets grønne indkøber

Nykredit er netop blevet kåret som årets medlem i Netværk for Miljømærket indkøb. På billedet ses Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark, Martin von Horsten, vicedirektør i Nykredits afdeling med ansvar for Facility Management og Procurement, samt Morten Therkildsen, kundedirektør i Nykredit Asset Management.

I 2018 blev Nykredit Invests fond Bæredygtige Aktier som den første danske investeringsfond certificeret med Svanemærket. Men også når det handler om koncernens egne driftsindkøb, er der fokus på Svanemærket og EU-Blomsten – og med kåringen som ”årets grønne indkøber” viser Nykredit, at de er med helt i front.

- Nykredit har fokus på, hvordan vi i samarbejde med vores kunder kan være med til at bidrage positivt til den grønne omstilling. Vi har prioriteret indsatsen til fire områder af vores kerneforretning; bæredygtige boliger, bæredygtige landbrug, bæredygtige investeringer samt bæredygtige virksomheder & ejendomme, fortæller Martin von Horsten, vicedirektør i Nykredits afdeling med ansvar for Facility Management og Procurement og fortsætter:

- Men indsatsen stopper ikke der, for vi skal naturligvis også have orden i eget hus. Derfor vil vi reducere vores eget aftryk på klimaet og miljøet mest mulig – og har sat ambitiøse mål for at nedbringe vores eget energiforbrug, CO2-aftryk og affaldsmængde. Det betyder bl.a., at vi systematisk inddrager miljø-, energi- og klimaaspekter i indkøb af varer og tjenesteydelser, og derfor er vi rigtig glade for den anerkendelse, der ligger i kåringen som årets grønne indkøber.

Kåringen som årets grønne indkøber skyldes et stort engagement i Netværk for Miljømærket indkøb – et netværk af private virksomheder, der ønsker fokus på ansvarlige og bæredygtige indkøb, og som sætter handling bag ordene.

Nykredit har bl.a. fået certificeret eget trykkeri og egen investeringsfond med Svanemærket. Derudover spiller Svanemærket og EU-Blomsten en stor rolle i koncernens arbejde med at indrette nye kontormiljøer – her har Nykredit bl.a. allerede sikret flere miljømærkede møbler på det danske marked. 

- Nykredit har siden netværkets begyndelse i 2012 vist karakter, og der er ingen tvivl om, at det har stor betydning, når en virksomhed som Nykredit arbejder systematisk med miljø og klima i deres indkøb og stiller krav om miljømærkede produkter. Først og fremmest fordi det motiverer underleverandører til at producere mere miljøvenlige produkter, hvilket bidrager til et bedre miljø. Men også fordi det styrker troværdighed og attraktion over for både kunder og medarbejdere”, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark og tilføjer:

- Nykredit gør det så godt, at det faktisk er anden gang, at de hyldes som årets grønne indkøber. Første gang var i 2013.

Kort om Netværk for Miljømærket indkøb

Netværk for Miljømærket indkøb er et netværk af private virksomheder, der ønsker fokus på ansvarlige og bæredygtige indkøb, og som sætter handling bag ordene. Netværkets arbejde bidrager direkte til opfyldelse af FN’s verdensmål 12, der har til formål at sikre Ansvarligt forbrug og produktion.
Netværkets medlemmer består i dag af: IF Skadeforsikring, Rambøll, Nykredit, Dansk Retursystem, Lyreco, ALLIANCE+, Matas, Arbejdernes Landsbank, Anders Andersens Rengøring, Tivoli, Coop, ISS og Ørsted.

Læs mere om Netværk for Miljømærket indkøb